Det, at ville blive forældre kommer ikke altid uden en pris. Pernille Petersen og Mikkel Thorsøe er iblandt den sjettedel af verdens befolkning, der skal have hjælp for at kunne sætte børn i verden. Skyggesiden af jagten på graviditeten har for Pernille været ensomhed, følelsen af isolation og afmagt.  

Pernille er 25 år, men har haft et brændende ønske om at blive mor, siden hun var 22 år. 

Foto, video og tekst af: Lucia Enola Holmen Lopez Pintos 

Pernille Petersen havde alle symptomerne. Hendes menstruation udeblev, og brysterne føltes ømme. Omgivet af vuggestuebørn, havde håbet for graviditet spredt sig i kroppen og tanken om “hvad nu hvis,” havde sået sig i tankerne. På arbejdet, i vuggestuen, havde hun trukket sig for at ringe til Køge fertilitetsklinik. Hun foretog opkaldet, og Pernille fik at vide at inseminationen var mislykkedes. Inderst inde vidste hun nok godt, at det ikke ville lykkedes, men alligevel håbede hun, at den ene streg ville blive til to. Pernille fik 14 dage efter insemineringen taget en blodprøve. Blodprøven skulle vise, om Pernille og Mikkels ufrivillige barnløshed snart kunne nå en ende. Efter telefonsamtalen brød Pernille sammen:  

“Det var så hårdt at skulle sidde der med min telefon og bare græde.”  

Det hele var nyt for hende. Hormonsprøjter, piller og ægskanning:  

“Det var nok det der ramte. Jeg følte det var enormt hårdt at skulle starte op på hormoner, især når man ikke har prøvet det før.” 

Pernilles kollegaer vidste på det her tidspunkt, at hun og hendes kæreste var startet op på fertilitetsbehandling. Efter opkaldet fra klinikken, snakkede hun med sin leder som sagde, at det var okay, hvis hun havde brug for pause. Pernille måtte tage hjem. Sorgen over heller ikke at være gravid i denne omgang, forhindrede hende i at kunne arbejde. Hun var helt grædefærdig og følte en kæmpe skuffelse. Pernille følte sig forkert efter det ufrugtbare forsøg: 

“Jeg føler ikke, at min krop gør det den skal.” 

I dag bor Pernille og hendes forlovede i Ringsted. På det dybbrune spisebord danser det forlovede pars sorte kat, Batman, rundt. Pernille og Mikkel har været ufrivilligt barnløse siden 2020 og er nu gået i gang med deres andet inseminations forsøg, også kaldet IUI-behandling. Ved starten af projekt-baby tænkte de, at der ville gå et par måneder, og så ville Pernille være gravid, men sådan skulle det ikke gå. Tankerne om forældreskabet har fyldt en del siden starten af projekt-baby.  

“Jeg tænker meget over, hvordan jeg vil være mor. Jeg vil gerne være en omsorgsfuld mor. En, der kan give så meget kærlighed til mit barn eller mine børn. Jeg vil gerne være nærværende og være der for dem.” siger Pernille med et roligt stemmeleje, mens hun med højre hånd kæler Batmans mave.  

En af mange  

Pernille og Mikkel er ikke de eneste som er ramt af ufrivillig barnløshed. En rapport fra WHO viser nemlig, at en sjettedel af verdens befolkning oplever infertilitet og har dermed brug for hjælp, for at kunne sætte børn i verden. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser også, at antallet af fertilitetsbehandlinger i Danmark har været stigende fra 2012 til 2021. 

Tendensen tyder på, at der fremadrettet vil komme flere par, som Pernille og Mikkel, der vil skulle gennemgå en fertilitetsbehandling for at kunne få børn.  

Ifølge oplysninger fra KU er den danske fertilitetsrate i 2023 på 1,7, hvilket betyder at befolkningstallet vil blive halveret over de næste tre generationer. Mænds sædkvalitet er også dalende.  

Ufrivillig barnløshed er ifølge WHO defineret ved, at man har forsøgt på at få børn i et år uden opnået graviditet. I Danmark vurderes det, af vidensrådet for forebyggelse, at hele 10-15% af alle par er ufrivilligt barnløse. Derfor vurderes infertilitet som en folkesygdom. Pernille og hendes forlovede er ramt af det man kalder primær infertilitet, som betyder, at de aldrig har opnået graviditet.  

Der kan være mange årsager til ufrivillig barnløshed. Ifølge Jens Fedder, klinisk professor ved fertilitetsklinikken OUH, har kvindens alder og mandens sædkvalitet stor betydning for processen.  

”Kvinder bliver ældre når de får deres første barn. Hvis jeg skal pege på en enkelt faktor, så er det nok den der har størst betydning.” 

Jens Fedder mener også, at genetikken spiller en stor rolle for mænds sædkvalitet. Dog understreger han også, at miljøet barnet er i under morens graviditet, kan have betydning for barnets sædkvalitet senere i livet.

Første gang Pernille skulle tage en hormonsprøjte tog det næsten 40 minutter, fordi hun har fobi for nåle. Pernille får hjælp af Mikkel til at stikke sig.  

En kamp at kæmpe som et dårligt match 

Efter en undersøgelse af Pernilles æg og Mikkels sædkvalitet, har lægerne og gynækologerne ikke kunne finde ud af, hvorfor Pernille og Mikkel ikke kan få børn på naturlig vis. 

En eftermiddag, med to års kamp mod ufrivillig og uforklarlig barnløshed i bagagerummet, sad Pernille med sin kæreste og hans søster i bilen. 

Svigerinden fortalte, at hun er gravid. Den ellers muntre stemning blev pludselig tung. Her havde de ikke fortalt søsteren, at de selv kæmper med at kunne komme med samme nyhed. Pernille fortalte sin svigerinde om projekt-baby, og hun kunne mærke skuffelsen over, at det ikke er hende:  

“Jeg er jo glad på folks vegne. Jeg glæder mig bare til, at vi selv kan fortælle den nyhed.” 

For Pernille var det første stykke tid i fertilitetsbehandlingen præget af ensomhed. Hun kendte ikke andre, der var igennem det samme som hende.  

“Jeg prøver at sige til mig selv, at det er okay, at jeg er ked af det. Jeg prøver også at få så meget ud af dagen og være sammen med folk. Hvis jeg er alene, så kommer alle tankerne om, at det er unfair og uretfærdigt, at vi skal gå igennem det her. “ 

Den sylespidse kanyle med de dråber, der får Pernilles æg til at vokse, sprøjter også træthed, hovedpine og utilpashed med ind i hende. Selvom Pernille ikke får den store dosis af hormoner, har det stadig fysiske bivirkninger for hende. Med et fast greb om kanylen drejer hun langsomt enden rundt, så der drypper små dråber af hormoner ud. En syrlig lugt omklamrer rummet, og Pernilles pande rynker sig sammen i tre små lag. Hun udbryder: 

”Åh, det lugter sådan rigtig af medicin. Jeg har det ikke særlig godt med den lugt.” 

Under første behandling havde Pernille mest bare lyst til at sove eller ligge på sofaen. Dog har de psykiske konsekvenser taget hårdere på Pernille:  

”Jeg havde mest bare lyst til at græde. Behandlingen påvirkede mig rigtig meget.”  

I sin ensomhed begyndte Pernille at finde andre kvinder, der kæmper samme kamp som hende. Pernille kunne spejle sig i de profiler hun fandt på Instagram og begyndte selv at dele ud af sine tanker om kampen for graviditeten:  

”Det gik op for mig, at der er rigtig mange kvinder, der går igennem det her. Jeg fik meget mere viden om det. Det er også bare et fedt fællesskab at opleve at andre kvinder eller par går igennem det.” 

Psykologiske konsekvenser 

Følelsen af utilstrækkelighed ved at være ufrivilligt barnløs, er noget psykolog og lektor med speciale i infertilitet, Lise Holck, oplever hos sine patienter. Lise Holck driver en klinik med fokus på de psykologiske konsekvenser, der kan være for par og kvinder der gennemgår fertilitetsbehandling. 

”Rigtig mange kan få en følelse af, at kroppen ikke gør det den skal. Det kan betyde, at man mister tilliden til kroppen.”  

Den ufrivillige barnløshed kan skabe en følelse af vrede og uretfærdighed der, ifølge Lise Holck, kan være skamfuld at bære på. Det kan være svært at glæde sig på andres vegne, og for nogen ender man med at må trække sig socialt. De psykologiske konsekvenser kan endda føre til ensomhed eller isolation.  

Hos den frivillige forening, Foreningen RO, forsøger de at skabe et digitalt netværk for ufrivilligt barnløse for at komme ensomheden til livs. Foreningen har fokus på det følelsesmæssige aspekt af fertilitetsbehandlingen. Ninna Koefoed, stifter af foreningen RO følte, at der manglede et netværksbaseret tilbud til folk i fertilitetsbehandling: 

“Vores brugere oplever at føle sig set og hørt. De oplever, at de kan tale i et fortrolig rum med nogen, som forstår nogle af de dilemmaer, de selv er i følelsesmæssigt.” 

Ninna Koefoed oplever at foreningen danner en ramme for det følelsesladede aspekt af fertilitetsbehandlingerne.   

Håb for fremtiden 

Tilbage i Ringsted har Batman sneget sig ned i skødet af Pernille. Selvom der er meget energi i ham, ligner det, at han har fundet ro i hendes skød. Roligt stryger hun den sorte kat med hårene. I ét spring hopper han fra skødet og ned på det solvarme gulv. Med et forsigtigt grin udbryder Pernille:  

”Batman får meget omsorg. Jeg glæder mig til, at vi får børn på et tidspunkt, så jeg kan give den omsorg videre. Det bliver nok lidt svært for ham, når der kommer en baby.” 

Pernilles hjerte banker for børn. I vinter blev hun færdiguddannet pædagog ved professionshøjskolen Absalon i Roskilde:  

“Jeg elsker at være omringet af børn, og det bekræfter mig også bare i, at jeg glæder mig til at få mit eget barn.” 

Pernille håber, at 2023 bliver året, hvor der kommer to streger på graviditetstesten, så jagten på guldægget kan stoppe. Succesraten for den slags insemineringsbehandling hun er igennem, ligger på omkring 15%. Hvis parrets tredje forsøg ikke lykkedes, vil de gå videre til reagensglasbehandling. Selvom Pernille og Mikkel hviler mere i processen ved deres andet forsøg, frygter Pernille stadig at hormonerne, hedeturene og hovedpinen har været spildt energi:  

”Jeg frygter nok allermest, at vi endnu engang får at vide, at det var et nederlag.”